Tre vidt forskellige bud på en ny regionsformand
Hvem er de tre toppolitikere egentlig, som kæmper om at overtage Bent Hansens stol?
HERNING Det er tre meget forskellige herrer, op til 100 læsere onsdag aften har mulighed for at møde i Folkebladets mødesal. Men ét har de til fælles: De vil alle gerne være regionsformand i stedet for Bent Hansen (S), der til nytår standser efter ikke mindre end 36 år i amts- og regionspolitik.
Men skal det være hans partifælle og »kronprins«, Anders Kühnau fra Horsens, den erfarne Venstre-borgmester Carsten Kissmeyer (V) fra Ikast eller den konservative outsider Nicolaj Bang fra Brabrand?
Nicolaj Bang (K)
For få uger siden meldte den 37-årige Nicolaj Bang sig ind i kampen om formandsposten. Med næsten 3800 personlige stemmer blev han i 2013 valgt ind i regionsrådet, hvor han sidder i forretningsudvalget samt i udvalgene vedrørende kræft samt psykiatri- og socialområdet.
I maj blev han genvalgt som sit partis spidskandidat. Som formandskandidat sætter han sin lid til, at han bliver tungen på vægtskålen på valgnatten, og at det ender med en bred konstituering, hvor alle partier kan blive enige om at pege på ham.
Nicolaj Bang er bachelor i jura, arbejder til daglig som salgsdirektør for tekstilplejefirmaet TexCare og bor i Brabrand sammen med sin kæreste, Ziva Møller.
Anders Kühnau (S)
36-årige Anders Kühnau er den yngste af kandidaterne, men har klart mest erfaring med Region Midtjylland: Han har siddet i regionsrådet, lige siden regionen blev oprettet i 2007, og er både formand for det rådgivende udvalg for hospitalsområdet og medlem af det magtfulde forretningsudvalg.
Han har dog ikke været specielt kendt i offentligheden, men med den planlagte forfremmelse til næstformand for regionsrådet blev han allerede sidste efterår kørt i stilling til at overtage Bent Hansens formandspost.
Anders Kühnau bor i Horsens med sin kone, Anna Hjerrild Grau, og tre børn i alderen et til syv år.
Carsten Kissmeyer (V)
Efter snart 24 år som medlem af kommunalbestyrelsen i først Ikast Kommune og siden 2007 Ikast-Brande Kommune, heraf de seneste 16 år som borgmester, er det en anden form for politisk erfaring, Carsten Kissmeyer byder ind med. Som næstformand i kommunekontaktrådet og tidligere medlem af forretningsudvalget for både Vækstforum Midtjylland og Væksthus Midtjylland er den regionspolitiske verden ham dog ikke fjern.
Som uddannet cand.oecon. har den 64-årige kandidat blandt andet været direktør for Ikast Handelsskole.
Han er gift og har tre børn med Lene Ravn Kissmeyer, sekretariatsleder ved Regionshospitalet Silkeborg.